30. april 2015

Lysaktiveret desinfektion (LAD)

Princippet med lysaktiveret desinfektion

FotoSan 630 ®

FotoSan 630 ®

Lysaktiveret desinfektion har ingen bivirkninger eller skadevirkninger på patienten.
Man anvender et i sig selv uskadeligt kemikalie, som aktiveres af en bestemt bølgelængde – i det konkrete tilfælde rødt lys omkring 630 nm i bølgelængde.

Som kemikalie anvendes toluidine blå (TB), der har den egenskab, at det binder sig til overfladen af alle mikroorganismer, men ikke på overfladen af pattedyrsceller. TB bliver aktiveret ved, at det optager energien fra det røde lys.

Når det sker afgives en energi, som optages af iltmolekyler. Iltmolekylerne omdannes til aktivt ilt, som dræber mikroorganismer.
De aktive iltforbindelser lever ekstremt kort tid – ca. 0,000000001 sekund. Det er derfor helt afgørende, at TB har den egenskab at binde sig til mikroorganismernes overflade.
De aktive iltforbindelser sprænger simpelthen bakterierne i stykker.

Behandlingseffekten, lysaktiveret desinfektion, er dermed umiddelbar.

Hvad virker lysaktiveret desinfektion på?

Lysaktiveret desinfektion virker på alle mikroorganismer, det vil altså sige ikke kun bakterier men også vira og for eksempel svampe.
Det virker dog ikke lige hurtigt på alle, idet jo tykkere cellemembran en mikroorganisme har, jo længere tid tager det at nedbryde den, ligesom det tager længere tid at behandle bakterier der “gemmer sig” i den såkaldte biofilm, d.v.s. et tyndt lag af langkædede sukkermolekylder som lægger sig på tandoverfladen.

Lysaktiveret desinfektion benyttes til behandling af infektionstilstande i mundhulen.
Det indgår især i Parodontosebehandling og Rodbehandling, hvor infektionskontrol er en vigtig faktor for et succesfuldt resultat.

Fordelen ved lysaktiveret desinfektion behandling

Lysaktiveret desinfektion behandling kan ikke erstatte den traditionelle behandling din tandlæge eller tandplejer allerede tilbyder dig, men den kan give dig en bedre prognose, mindre ubehag, færre smerter.

Moderne behandlingsprincipper er baseret på at bevare patienternes tandsæt så intakt som muligt, da det er bedst for patienterne på sigt.
Intet kan erstatte ens egne tænder ligeså godt. Derfor handler det om at reducere en infektion så effektivt som muligt.

Praktiske oplysninger om lysaktiveret desinfektion

Lysaktiveret desinfektion påvirker som sagt ikke pattedyrsceller, så det betyder at man slet ikke kan mærke behandlingen.
Nogle vil dog kunne mærke en smule varme fra lyset afhængigt af, hvor der behandles.

Selve behandlingen lysaktiveret desinfektion

I praksis udføres behandlingen på den måde, at tandlægen eller tandplejeren efter tandrensning påfører en lille smule væske eller gel i for eksempel en tandkødslomme, for derefter at lyse ca. 10 sekunder med det røde lys.

Oftest vil behandleren anvende en tynd lyslederspids, der kan gå et stykke ned i tandkødslommen.
Patienten kan som nævnt oftest intet mærke til behandlingen, men hvis der er infektion og smerte eller urofornemmelse vil dette typisk bedres med det samme.

Lysaktiveret desinfektion har mange fordele

  • Virker med det samme.
  • Kan gentages så meget og ofte man vil.
  • Dosis (belysningstid) kan øges indtil man er sikker på virkning.
  • Påvirker kun mikroorganismer og ikke menneskeceller.
  • Har ingen bivirkninger eller skadevirkninger på patienten.